Udefra: Joel Halldorf
Joel Halldorf er en klog, kvik, livlig, goodlooking familiefar, der gennem de seneste år har bakset og bokset med alt og alle og skrevet og talt om Gud og Fanden de mest ustyrlige svenske steder. Og haft succes med det.
Fra de litterært bonede gulve til de hvide striber på grønsværen taler svenskere om hans bøger fra de pæne forlag og hans klummer i den nedre del af det svenske mediebillede, Expressen, og for nylig nyhedsbrevet Valv. Som en komet fra det ydre rum er han landet midt i en svær tid i broderlandet, der hektisk leder efter pejlemærker i en tid med hårdttonede debatter om indvandring og islam. Lyder det genkendeligt?
I Sverige er troen på nogle måder tydeligere end i Danmark. Svenske Kyrkan blev ved årstusindskiftet løst fra det bånd til staten, som den danske folkekirke har, og skal nu gøre sig synlig for svenskerne på en mere aktiv måde end før. Samtidig er både den nyere tværkirkelige pilgrims- og kristne meditationsbevægelse vandret ind i flere moderne menneskers liv, ligesom pinsebevægelsen, som Joel Halldorf er født ind i, er kommet frem i mere nutidige udlægninger med popmusik til megagudstjenester og religiøs tungetale i offentlige rum.
Midt i alt dette lander Joel Halldorfs bøger med tidsbetegnende titler som ”Gud: Återkomsten” og ”Gud: Jakten” på de neonfarvede omslag og insisterer på, at vi pinedød skal tale om Gud meget og mere, men på en helt anden måde end før.
Ikke for at overbevise hinanden om en tro, men for at forstå hinanden bedre. Forstå, at tro er helt almindeligt og hverdagsagtigt og ikke en akademisk disciplin, der skal argumenteres for som til et Ph.D-forsvar eller et partiprogram, der skal stemmes om.
Fra de litterært bonede gulve til de hvide striber på grønsværen taler svenskere om hans bøger fra de pæne forlag og hans klummer i den nedre del af det svenske mediebillede, Expressen, og for nylig nyhedsbrevet Valv. Som en komet fra det ydre rum er han landet midt i en svær tid i broderlandet, der hektisk leder efter pejlemærker i en tid med hårdttonede debatter om indvandring og islam. Lyder det genkendeligt?
I Sverige er troen på nogle måder tydeligere end i Danmark. Svenske Kyrkan blev ved årstusindskiftet løst fra det bånd til staten, som den danske folkekirke har, og skal nu gøre sig synlig for svenskerne på en mere aktiv måde end før. Samtidig er både den nyere tværkirkelige pilgrims- og kristne meditationsbevægelse vandret ind i flere moderne menneskers liv, ligesom pinsebevægelsen, som Joel Halldorf er født ind i, er kommet frem i mere nutidige udlægninger med popmusik til megagudstjenester og religiøs tungetale i offentlige rum.
Midt i alt dette lander Joel Halldorfs bøger med tidsbetegnende titler som ”Gud: Återkomsten” og ”Gud: Jakten” på de neonfarvede omslag og insisterer på, at vi pinedød skal tale om Gud meget og mere, men på en helt anden måde end før.
Ikke for at overbevise hinanden om en tro, men for at forstå hinanden bedre. Forstå, at tro er helt almindeligt og hverdagsagtigt og ikke en akademisk disciplin, der skal argumenteres for som til et Ph.D-forsvar eller et partiprogram, der skal stemmes om.
