Absolut ingen forlag eller litterater herhjemme havde kendskab til den amerikanske digter Louise Glücks forfatterskab, da hun for et stykke tid siden blev udnævnt til årets Nobelpristager i litteratur.
Men Politikens Kim Skotte havde. Han har læst hende i årtier og skrev i sit portræt dagen efter meddelelsen om Glücks digte, at man kan brænde sig på dem »på den kølige måde«. »Glück kan kunsten at være hudløs uden at krænge sig ud«.
I denne udgave af Bogfolk taler Jes Stein Pedersen med Kim Skotte om Glücks person og poesi. Om en digter, der i høj grad trækker på sit eget liv, når hun skriver. På et forlist ægteskab, det vanskelige forhold til moderen, søsteren. Som teenager led hun af anoreksi, hvad hun selv mener var udtryk for hendes kamp for at frigøre sig fra sin mor.
Om Glück siger Skotte: »Hun færdes i verden i kraft af sine digte. Hun er frygtløs, hun ved godt, det er et faretruende projekt at trænge så dybt ind i sig selv som hun gør. Der hvor vi andre har svært ved at turde træde ind. Hun spejler både det moderne og det gamle når hun bruger mytologisk stof, græsk drama f.eks. og minder os om at vi kunne have levet for to tusind år siden«.
Vi taler også om Nobelprisens rolle. Om hvorfor det er helt fint, at en digter, der ikke blander sig i tidens debatter om køn og racerelationer kan få litteraturens højeste udmærkelse.
Du kan også høre flere af Louise Glücks digte. Både læst op af hende selv og af Kim Skotte. Blandt andet Love Poem og Telescope og et uddrrag af hendes digtsamling ’Averno’.
Louise Glück, som ikke er oversat til dansk, er i øvrigt født i 1943 og er barnebarn af udvandrede jøder fra Ungarn. Hun debuterede i 1968 med digtsamlingen Firstborn og har siden skrevet 11 digtsamlinger og et par bøger med essays. Hun er født på Long Island i New York, bosat i Massachusetts, har studeret på Harvard hvor hun underviser og hendes landskab er i høj grad det nordøstlige USA. Hun er den 16. kvinde der har modtaget Nobelprisen i litteratur, som blev indstiftet i 1901.
