Facebook Pixel
Moviebox

Special: Fredag d. 13.-marathon

Moviebox
Moviebox

Da bjergbestigeren George Mallory blev spurgt om, hvorfor man dog skulle bestige Mount Everest svarede han tørt: “Fordi det er der.” Da filmnørden Niels Paridon blev spurgt om, hvorfor man dog skulle se de ti første Fredag d. 13.-film ud i en køre svarede han tørt: “Fordi de findes.” Ja, der er absolut ingen anden grund til at udsætte sig selv for denne lavine af morderiske 80’er-klassikere, udover at de findes… og at det tilfældigvis var fredag d. 13., da vi satte os ned og så dem. Og så igen…

Nu har vi prøvet de her ekstreme filmmarathoner et par gange, og man opnår altså en helt særlig indsigt i de film man ser, når det foregår under så intense og fokuserede forhold. Ikke at der egentlig er så forfærdelig meget andet at fokusere på end, hvordan det gang på gang lykkes filmskaberne at finde på nye, kreative mord og ny, kreative måder at luske lidt teen-sex ind i løjerne i tide og utide.

Vi startede kl. 09.00 om morgenen fredag d. 13. august og afsluttede vores seance omtrent kl. 02.00 om natten lørdag d. 14. august. Reglerne var simple: Vi skulle se de ti første Fredag d. 13.-film med ca. ti minutters pause mellem hver. Disse pauser skulle primært bruges på at optage indslag til podcasten, og det blev de. Jannik Hansen og Ask Hasslebalch dukkede op og pacede os gennem en del af de sidste film – heldigvis! Hele balladen blev livestreamet på YouTube undervejs, og vi refererer i episoden ofte til kommentarer eller spørgsmål, som vi har fået i chatten.

Planen for det hele endte med at se ud som følger:

Kl. 9:39 – Friday the 13th (1980)
Kl. 11:24 – Friday the 13th Part 2 (1981)
Kl. 13:01 – Friday the 13th Part III (1982)
Kl. 14:46 – Friday the 13th: The Final Chapter (1984)
Kl. 16:27 – Friday the 13th: A New Beginning (1985)
Kl. 18:09 – Friday the 13th Part VI: Jason Lives (1986)
Kl. 19:45 – Friday the 13th Part VII: The New Blood (1988)
Kl. 21:23 – Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989)
Kl. 23:13 – Jason Goes to Hell: The Final Friday (1993)
Kl. 0:50 – Jason X (2001)
Kl. 2:22 – FÆRDIG!

Vi lærte en hel del om Fredag d. 13.-filmserien, og vi skal nok lade være med at afsløre alt for meget her, men en ting må vi lige understrege. Vi nyder at finde ind til kernen af en filmoplevelse. At finde ud af, hvorfor den dog virker eller ej og hvad grunden er til, at den findes. Men nøjagtigt som med vores eget marathon, så er det svært at finde en dybereliggende årsag til disse films eksistens. Og dog… For blodige mord og stramme baller kan sgu også sige noget om samtiden, og det graver vi naturligvis i.

Mest af alt er dette dog en rejsereportage fra en tur ind i Jasons verden, hvor mord er ren underholdning. Vi håber du nyder turen, for vi kommer til at gøre det igen med Freddy. Indtil da, rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Niels, Ask & Jannik

Moviebox
Not playing