Facebook Pixel
Rockhistorier

Chrissie Hynde: A Great Pretender fylder 70

Rockhistorier
Rockhistorier
Amerikanske Chrissie Hynde var 27, da hun i starten af 1979 fik sit første (mindre) hit med en coverversion af Kinks-nummeret ”Stop Your Sobbing” med bandet Pretenders. Da havde Hynde så godt som opgivet drømmen om for alvor nogensinde at komme med i et band – og det var tilmed stort set den eneste drøm hun nogensinde havde haft, for rock’n’roll var det eneste, der virkelig optog hende, musikken var – og er – hendes livs store lidenskab.
Født 1951 i Akron, Ohio i et småborgerligt miljø havde hun en lykkelig og begivenhedsløs barndom i en by, hun har skrevet flere sange om. Dog mest negativt, fordi den by hun elskede smadredes af byfornyelse. Og da puberteten ramte hende, vendte hun familien og skolen ryggen til fordel for rock, stoffer, sin guitar, vegetarisme og asocial adfærd.
Hynde emigrerede til England i 1973, hvor hun blev en del af det vordende punkmiljø. Et demobånd skaffede hende i 1978 pladekontrakt med Real Records, og hun samlede den første – og efter manges mening – definitive udgave af Pretenders. Gruppen blev en øjeblikkelig succes, ikke kun fordi hun var en øjenfaldende og velsyngende frontfigur, men fordi hun virkelig kunne skrive sange og bandet virkelig kunne spille dem.
Efter gruppens anden lp i 1982 smed hun bassisten Pete Farndon ud grundet heroinmisbrug, og få dage efter døde guitaristen James Honeyman-Scott af en kokainoverdosis. Siden da har Pretenders bestået af Chrissie Hynde og hvem hun på pågældende tidspunkt spiller sammen med – for gruppen er stadig ’going concern’, selvom den har ført en mere tilbagetrukket tilværelse her i det ny årtusind.
Rockhistorier elsker Chrissie Hynde og hylder såvel hende som Pretenders’ musik i anledning af 70-års fødselsdagen den 7. september. Det bliver med cremen af et fabelagtigt repertoire, spredt over i alt 11 album, hvoriblandt det seneste udsendtes i 2020 med den sigende titel ’Hate for Sale’!

1. Stop Your Sobbing (1979)
2. Kid (1979)
3. Brass in Pocket (1979)
4. Private Life (1979)
5. Talk of the Town (1980)
6. Bad Boys Get Spanked (1981)
7. Back on the Chain Gang (1982)
8. My City Was Gone (1982)
9. Middle of the Road (1983)
10. Hymn to Her (1986)
11. Sense of Purpose (1990)
12. Night in My Veins (1994)
13. I Hurt You – Live (1995)
14. Lie to Me (2002)
15: You Know Who Your Friends Are (2002)
16: Boots of Chinese Plastic – Edit (2008)
17. Rosalee (2008)
18. Alone (2016)
19. I Hate Myself (2016)
20. You Can’t Hurt a Fool (2020)
Rockhistorier
Not playing