Pelle Peter Jencel mistede i 2022 begge sine forældre med kort mellemrum og én ting, som ærgrer ham, er, at han ikke nåede at sige farvel til sin far i tide. Efter flere samtaler med hospitalet får han besked om at tage til Bornholm, da faren formegentlig ikke vil overleve natten, men da han er på vej i lufthavnen, får han en besked om, at faren allerede er gået bort. Ida-Sophia taler i dette afsnit med radioværten om hans opvækst på Bornholm, hans livslange drøm om at arbejde med musik, og om hvordan han har tacklet det nylige tab af begge sine forældre. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger Foto: Rita Kuhlmann Musik: Frej Levin

Da sangerinden Mina Okabe gik i gymnasiet, brugte hun meget tid på at tænke over, hvad andre tænkte om hende. Hun følte sig anderledes, hun lignede ikke de andre og hun talte endda på en anden måde end sine klassekamerater. Derfor var hendes sangtalent heller ikke noget, hun talte højt om, før hun efter gymnasiet lærte at være stolt af sig selv. I dette afsnit af ‘Rejsen’ besøger Ida-Sophia det spirende musiktalent Mina Okabe til en samtale om at flytte fra land til land, at være splittet mellem to kulturer og om at finde selvtillid omkring sin egen person og musikken. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger Foto: Rita Kuhlmann Musik: Frej Levin

Sanger Maximilian havde nogle hårde teenage år, hvor han ofte følte sig alene med sine bekymringer og røg joints for at dæmpe følelsen af at være usikker på alting i sit liv. Senere fik han værktøjer til at lægge behovet for at fremstå som ’den hårde type’ fra sig, og fandt ud af at det rent faktisk hjalp at tale om problemerne frem for at tie dem ihjel. I dette afsnit af ’Rejsen’ mødes Ida-Sophia med sangeren til en samtale om identitetskrise, mareridt og om at stryge hurtigt til tops, særligt udenfor Danmarks grænser. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger Foto: Rita Kuhlmann Musik: Frej Levin

De sidste otte år har May Lifschitz banet sig vej ind i skuespillerbranchen og medvirket i film og serier som ‘Vildheks’, ‘Christian IV’, ‘Orkestret’ og Netflix's ‘Warrior Nun’. Hele vejen igennem har hun måttet kæmpe imod at blive typecastet og forskelsbehandlet, fordi hun er transkønnet. I dette afsnit af 'Rejsen' er Ida-Sophia taget til Amager for at mødes med den 27-årige skuespillerinde til en samtale om lære at være mere sårbar, om at blive typecastet, og om hvordan fantasygenren kan være med til at rykke på sociale konstruktioner. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger Foto: Rita Kuhlmann Musik: Frej Levin

Upcoming standupper og TikTok'er David Minerba er ikke bange for at sige, at der ikke er et dybere budskab med den komik han laver. Han er træt af at alt skal have en mening, og mener at vi burde bruge komikken mere til bare at glemme det hele lidt. I dette afsnit af ‘Rejsen’ taler Ida-Sophia med det unge talent om, hvordan det er at lave indhold og jokes, der slet ikke har et budskab, om at leve med angst for døden og om at lære at græde. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger Foto: Rita Kuhlmann Musik: Frej Levin

Hjemsendt fra arbejde med en hjernerystelse startede Sebastian Lynggaard i 2019 meme-Instagramprofilen ‘Herlige Svend’, som allerede efter få måneder eksploderede i følgere. Med humor, glimmer og nuttede dyr stillede Sebastian skarpt på ligestillingsproblemer, sexisme, populærkultur og hverdagsbanaliteter. I dag to år efter kan han kalde sig for manden bag en af landets største meme-profiler og forfatter til bogen 'Mandsforræder', som stiller spørgsmålet: hvorfor bliver nogle mænd så vrede? I dette afsnit af ‘Rejsen’ taler Ida-Sophia med meme-mageren om at prikke til mandens selvforståelse og rolle på Instagram, om hvorfor han ikke vil kalde sig selv for feminist og om at fylde 30 år og føle livet er slut. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger

Skuespiller Lucas Tønnesen er kendt fra Netflix-serien 'The Rain', og senest som Birgitte Nyborgs klimaaktivistiske søn i Borgen. I dette afsnit af ‘Rejsen’ forsøger Ida-Sophia at blive klogere på Lucas’ unge succes, og hvordan det på mange måder har været, at skulle blive hurtig voksen. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Simone Nystrup-Larsen og Cecilie Wortziger

Nina Rask er satiriker, skuespiller og podcastvært. I tredje afsnit af 'Rejsen' er Ida-Sophia taget på besøg i Ninas kollektiv til en samtale om at finde ‘sit folk’, om lysten til at udfordre det sociale kodeks og om at få en ilddåb som offentlig person. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Cecilie Wortziger

Sadaf Hayat er designer, aktivist og kvinden bag det bæredygtige tøjmærke Atelier Sardin. I andet afsnit af 'Rejsen' er Ida-Sophia taget på besøg i Sadafs værksted, til en samtale om misundelse, overforbrug og klimaangst. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og produktion: Cecilie Wortziger

Anna Lin blev i 2017 optaget på DR’s Talenthold og har siden da haft rekordfart mod TV-stjernerne. I denne episode af “Rejsen” tager den nye vært Ida-Sophia på besøg i Anna Lins lejlighed til en snak om at eje sit eget udtryk som kvinde. Podcasten er sponsoret af DSB. Vært: Ida-Sophia Tilrettelæggelse, klip og mix: Oliver Ruby

Da Christina Krzyrosiak Hansen på sin 25 års fødselsdag blev borgmester i Holbæk – en kommune med knap 70.000 indbyggere – vidste hun, at hendes liv og hverdag ville ændre sig. Men det, hun ikke var klar på, var, at også hendes omgangskreds’ syn på hende, skulle ændre sig. “Jeg har jo hele mit liv bare følt mig som en helt almindelig pige fra Holbæk, men jeg kunne mærke på mine venner og min familie, at tingene forandrede sig,” fortæller hun i det nyeste afsnit af ‘Rejsen’ med Daniel ‘Drux’ Deletic. “Mine venner var i tvivl om, hvorvidt de kunne ringe, eller om jeg havde for travlt. Og hvis folk skrev på Facebook, troede de, at der sad en sekretær og svarede for mig.” Og det var det sidste, hun havde brug for. For med det store skift og nye arbejdsopgaver måtte Christina Krzyrosiak Hansen melde klart ud, at hun ikke også var klar på forandringer på hjemmefronten: “I må ikke forandre jer, bare fordi jeg har fået en ny titel – jeg er stadig bare mig.” Hele Danmark kiggede mod Holbæk Kommune, da Christina Krzyrosiak Hansen kunne træde ud fra rådhuset og fortælle de fremmødte medier, at det var hende, partierne var blevet enige om at pege på som borgmester. Og dermed også hende, der fik ansvaret for at vende økonomien for landets fattigste kommune. Hun husker, at hun blev modtaget med skepsis, når hun dukkede op til kommunalvalgsdebatterne, og at der var meget fokus på hendes alder: “Der var rigtig mange, der – med rette – satte spørgsmålstegn ved, hvordan jeg kunne rydde op i landets dårligste økonomi. Og jeg forstod det jo godt, men det gjorde bare mega ondt.” Tror du, at kritikken var hængt op på dit køn?, spørger Daniel ‘Drux’ Deletic i ‘Rejsen’, og er her falder svaret prompte: “Jeg var så ung, at de ikke nødvendigvis nåede at opdage, at jeg også var en kvinde.” Christina Krzyrosiak Hansen: Da Christina Krzyrosiak Hansen blev valgt som borgmester i Holbæk Kommune, var kommunen landets fattigste. Siden Christina Krzyrosiak Hansen blev valgt som borgmester første gang, er kommunens underskud vendt til overskud. Et overskud, der ved udgangen af 2019 var fire gange større end forventet, og Holbæk Kommune kunne således fejre et overskud på 68,4 millioner kroner, mod det forventede overskud på 15,6 millioner kroner. Og de sorte tal kunne mærkes ved kommunalvalget i 2022, hvor næsten halvdelen af alle borgere i Holbæk Kommune satte deres kryds ved Christina Krzyrosiak Hansens navn. Da mange af Christina Krzyrosiak Hansens jævnaldrende efter gymnasiet flyttede fra hjembyen, besluttede hun at gå mod strømmen og blive. Og da hun blev opfordret til at stille op til byrådet som 19-årig, var der ikke langt fra tanke til handling. “Da alle mine venner flytter til byen, vælger jeg at blive tilbage. Der går det op for mig, at hvis jeg skal forandre noget, så er det faktisk Holbæk, jeg vil forandre.”

Efter sit gennembrud i 2011-julekalenderen 'Ludvig og julemanden' tog skuespiller Andreas Jessens liv fart. Fra den ene dag til den anden gik hans liv fra en normal hverdag til at blive kimet ned 60 til 100 gange om dagen. Samtidig var hans far terminalt syg med kræft. "Jeg blev jo jagtet (af pressen, red.) hver gang, jeg var ude i byen, og særligt når jeg prøvede at glemme, at jeg havde en far, der var terminalt syg," fortæller den i dag 32-årige Andreas Jessen i dette afsnit af 'Rejsen' med Daniel 'Drux' Deletic. Næste dag kunne skuespilleren finde sig selv i medierne. "Så stod jeg og tudbrølede på åben gade, fordi det hele ramlede for mig. Jeg forstår godt, at den kulørte presse lever af sensationer. Jeg har tilgivet dem, men det var bare ikke særlig rart at opleve," husker han. Faderskabet har fyldt meget for Andreas Jessen, som for syv år siden selv blev far til en søn, kun et halvt år efter at hans egen far var gået bort: "Jeg tænker meget tilbage på, hvordan min far var over for mig, fordi jeg synes, at han var et klasse-eksempel, som jeg ikke altid selv kan leve op til. Det fylder virkelig meget for mig at være en god forældre." Det er langtfra tilfældigt, at Andreas Jessen og Daniel 'Drux' Deletic mødes for at tale på den gamle Istedgade-bodega McKluud, hvor skuespilleren har brugt mange af sine aftener som ung. Et sted, hvor han har haft store tanker og samtaler om livet. Selvom Andreas Jessen i dag har været med i en lang række film- og tv-serier, og karrieren går godt, var han længe overbevist om, at hans fremtid ikke var i spotlightet, men som arkitekt. "Jeg drømte aldrig om at blive skuespiller. Det var sjovt, og så kunne jeg tjene penge til nye skateboards, men det var først, efter at jeg forgæves havde søgt ind på Design- og Arkitektskolen, at jeg opdagede, at jeg måske skulle åbne op for skuespillet," fortæller han. Andreas Jessen søgte - og kom ind i første forsøg på den eftertragtede uddannelse, der kun optager få elever årligt. "Da jeg søgte ind på Skuespillerskolen, søgte jeg uden at føle, at det var liv eller død. Det, tror jeg, gav mig en ro, som gjorde, at jeg kom ind. Da jeg fik e-mailen, om at jeg var blevet optaget, vidste jeg, at det var det rigtige." Vært: Danijel ‘Drux’ Deletic Producer: Oliver Ruby

I dette afsnit af ‘Rejsen’ fortæller August Fenger Janson, måske bedre kendt som Eloq, om konstant at genopfinde sig selv og finde glæden i legen og de konstant nye projekter.

“Der er mange, der kalder instagram for ‘den falske virkelighed’. Det synes jeg er enormt forkert. For mig er der ikke noget uægte ved det, jeg lægger op. Det kan godt være, at jeg ikke snakker om private familiesygdomme, men det gør det, som kommer op, uægte,” fortæller Emilie Lilja om sit arbejde som influencer. For hende er det altafgørende, at hun kan stå inde for alt, hun beskæftiger sig med, og at det gør hende glad. For tidligere i sit liv lærte hun på den hårde måde, at man aldrig selv bliver glad, hvis man konstant prøver at leve op til andres forventninger. Det fortæller hun om i dette afsnit af ‘Rejsen’. Emilie Lilja kalder sig selv en ‘bøv var Ballerup’, der droppede skolen, da hun fandt ud af, hvor sjovt det var at gå i byen, og hendes modelkarriere begyndte at tage fart. Som 24-årig flyttede hun over Atlanten med sin kæreste og begyndte at blogge om livet som model i New York, hvor hun ønskede at inspirere alle, der fulgte med. Men det viste sig ikke at være så glamourøst, som hendes følgere måske kunne se og læse om. “I dag, når tænker tilbage på, hvordan jeg havde det i New York, så havde jeg det faktisk virkelig forfærdeligt,” fortæller hun. “Men jeg begyndte at arbejde hen imod at være glad for at nyde mit eget selskab og ikke prøve på at leve op til modelbranchens forventninger, men fokusere på at have mig selv med i alt – både privat og i mit arbejde,” fortæller hun. “Det er meget vigtigt for mig ikke at gå på kompromis med, hvem jeg selv er – for jeg er netop enormt tilbøjelig til at gøre det. Selvom jeg er meget zero fucks og no bullshit, så er jeg også meget en type, der gerne vil gøre rigtig meget og være der for andre mennesker, men det kan jeg ikke altid, har jeg lært nu” fortæller hun. Derfor er hun i dag meget opmærksom på kun at bruge sin tid på ting, hun brænder for, og hun indgår kun samarbejder med brands, som hun kan stå inde for. Et eksempel er børne-ungekrisecenteret Joannahuset, som hun er ambassadør for, og som hun er stolt af at arbejde for. “De fleste børn i Joannahuset kommer bare med en plastikpose med en t-shirt og et par sko, fordi de enten har skullet hurtigt ud af hjemmet eller ikke har mere tøj. Så sidste jul ringede jeg til en kontakt og sagde, at hvis de havde bare en smule tøj, så måtte hun endelig sige til, og hun sendte med det samme to kæmpe kasser. Børnene gik helt amok,” husker hun. “Der gik jeg hjem og tænkte ‘Okay, det kan godt være, at nogle folk synes, at influencere bare er nogle klamme røvhuller, som bare tjener penge på at stå og sige, at hudprodukter er fede. Men hvis alt det, jeg har gjort som influencer i så mange år, har kunnet afføde, at nogle børn fik noget tøj, så er jeg faktisk pisseligeglad med, hvad andre siger,” konstaterer hun. For Emilie Lilja handler det om at leve selvkærligt og autentisk – og inspirere andre til at gøre det samme gennem sine kanaler. “Jeg har mange, som har fulgt mig i lang tid. De er vokset op med én og set én udvikle sig. Det er ret vildt, og jeg glemmer nogle gange, at jeg har haft den der indflydelse,” fortæller hun om sin trofaste skare, der til tider kender hende bedre, end hun kender sig selv. “Nogle gange får jeg beskeder fra følgere, der skriver, at de husker ting om mig eller det arbejde, jeg har lavet mange år tilbage. Det er nøjeren og dejligt på samme tid. Dine følgere kan du ikke tage røven på.” Vært: Danijel 'Drux' Deletic Producer: Camilla Sager Redaktør: Emil Norsker

“Dengang jeg startede, var YouTube jo ikke en ting. Det var lidt mærkeligt og bare lidt sødt som i ‘nårh ja, det er bare ham drengen, der laver lidt YouTube,” fortæller Rasmus Brohave om dengang, han begyndte at filme videoer i sit barndomshjem og lægge dem på YouTube. Siden har de selvsamme videoer sikret ham titlen som en af de største Youtubere i Danmark med flere hundrede tusinder følgere. I dette afsnit af ‘Rejsen’ har Rasmus Brohave og vært Danijel ‘Drux’ Deletic sat sig til rette på hotellet SP34, der ligger på Sankt Peters Stræde i København - gaden, hvor det hele begyndte. For da Rasmus Brohave var ung, brugte han hver weekend på at pendle fra sin efterskole til bureauet Splay, som har hjulpet ham til at leve af det, han elsker. “Der var nok bare lidt spild af mine forældres penge at sende mig på efterskole, for jeg brugte hver weekend herinde i København. Jeg havde fokus et helt andet sted. På de 10 måneder gik jeg fra 16.000 til 70.000 følgere,” fortæller han. Efter efterskolen begyndte han på gymnasiet, men heller ikke det holdt længe. Hans forældre bakkede ham helt op, da han droppede ud, men andre har sommetider virket uforstående. “Der er tit nogen, der siger ‘du har ikke noget at falde tilbage på’, men jeg svarer bare, at jeg da håber, at jeg bare kan blive ved. Jeg har ikke lyst til at falde tilbage på noget,” forklarer han med et stort smil, som værten kommenterer på. Hvad gør du for at være så glad? “Jeg tror bare, at jeg gør det, jeg elsker. YouTube var jo bare en hobby, der blev til et job. I dag tænker jeg det også som et job, men jeg gør det, fordi jeg stadig synes, at det er sjovt. Hvis jeg lige pludselig en dag ikke har lyst til at gøre det mere, så stopper jeg. Jeg tror, at det vigtige i livet for at have et lykkeligt liv og være glad, er at finde noget, man brænder for, og så omringe sig med en masse mennesker, man godt kan lide.” Derfor er han ikke bekymret for fremtiden. “Selvom jeg bare har lavet YouTube og nogle tv-ting, så har jeg lært enormt meget om marketing, branding, foto- og videoredigering, som jeg kan bruge, hvis jeg en dag får lyst til at lave noget andet. Jeg er sikker på, at jeg skal nok finde på et eller andet.” Men lige nu er det videoerne, der fylder i hans liv, og han har flere millioner visninger på sin YouTube-profil - også på videoer, han ikke nødvendigvis er stolt af. “Hvis jeg bare ser to år tilbage, krummer jeg mine tæer så hårdt,” griner han, “men jeg fortryder intet, for hvis ikke, jeg havde gjort dengang, er der ikke sikkert, at jeg i dag ville have et mega fedt liv, hvor jeg lever af det, jeg elsker, og forhåbentligt inspirerer en masse mennesker.” Egentligt glæder han sig bare til at se, hvor det hele bærer hen. “Jeg har tit tænkt over, at, holdt kæft, jeg glæder mig til at blive pensionist og sidde og se tilbage på, hvordan jeg var,” fortæller han. Tilrettelæggelse og producer: Camilla Sager 
Redaktør: Emil Norsker

“Dansk skateboardikon styrter tre gange og misser finale,” skrev TV2 sport i sommer efter Rune Glifbergs præstation i kategorien park ved OL i Tokyo. Men, hvad der udadtil virker som et nederlag, er det for ham personligt en præstation, han er stolt af. “Hvis ikke jeg havde givet den det forsøg, så havde jeg stået bagefter og været ærgerlig over det og tænkt: Hvorfor gjorde du ikke det bedste, du kunne? Og set i bakspejlet var jeg heller ikke blevet verdensmester, europamester eller vundet X Games, hvis jeg havde holdt tilbage i de situationer og ikke givet 100% og været klar til at falde.” I dette afsnit af ‘Rejsen fortæller den professionelle skater Rune Glifberg om at trodse frygten for at fejle for at udleve sin passion. Rune Glifberg begyndte at skate som 11-årig i 1986. Han blev forelsket i det ‘community’, hvor alle hepper på alle og fejrer det at fejle. “Mentaliteten bag at stå på skateboard - og især i starten - handler om at bruge 80-90% af tiden på at forsøge noget. Og så nogle gange lykkedes det. Når du først har lært at finde ro i at fejle, er det en kæmpe lektion i livet,” fortæller han. Det var netop modet til at falde, der gjorde, at Rune Glifbergs karriere blev kickstartet til en international konkurrence, der blev afholdt i Forum i 1990. “Det gik ikke specielt godt, men jeg tror alligevel, at jeg viste en eller anden form for gåpåmod og vilje. Jeg har altid skatet 110%. Jeg går ind i det. Jeg vil gerne vise frem, og det ræsonnerer på en eller anden måde, når man er sammen med vennerne. Det klapper man af, og det kommer der noget energi ud af,” fortæller han. Det gjorde der også i Forum den dag, hvor Glifbergs drøm gik i opfyldelse, idet Jeremy Fox fra Flip Skateboards prikkede ham på skulderen og tilbød et sponsorat. “Jeremy kunne se, at der var en gnist i mig, selvom jeg på tidspunktet ikke var så dygtig. Det var en kæmpe overraskede for mig, at det var mig, de var interesserede i, for jeg syntes, at der var mange andre, der var bedre.” Siden er Rune Glifbergs karriere rullet afsted. Han har boet i USA, skatet på ramper over hele verden, og han har konkurreret i nogle af verdens mest prestigefyldte konkurrencer. Og i sommer repræsenterede han som nævnt Danmark til OL i Tokyo, hvor hans mod til at fejle ikke bragte ham en plads i finalen, men en god mavefornemmelse. “Jeg kunne sagtens have kørt et sikkert løb hjem, men så havde jeg ikke fået en fed fornemmelse bagefter. Man bliver nødt til at satse. Jeg har ikke ondt af mig selv - jeg fucking gik for den,” fortæller Rune Glifberg, der ikke er færdig med at tage chancer. “Hvis ikke du prøver, så bliver det aldrig til noget. Det er det, der er vigtigt, som man lærer fra skateboarding: Man lærer ikke et nyt trick af ikke at prøve det,” mener den nu 46-årige skatelegende.

I foråret 2016 var Soundboks -medstifter Jesper Theil Thomsen i sommerhus med sin familie, da han fik et opkaldfra en af sine ansatte: “Jesper, du er nødt til at gøre noget, for folk kan godt mærke, at der er noget galt.” Og det var der også. For selvom Soundboks i dag kan kaldes en stor succes med over 100.000 solgte enheder i 40 forskellige lande, var der en lang periode, hvor virksomheden var ved at dø. I dette afsnit af ‘Rejsen’ fortæller medstifteren om historien bag Soundboks, der på trods af den store efterspørgsel fik ham til at tvivle på virksomhedens fremtid og på sig selv. Soundboks brød ellers gennem lydmuren, da en veninde i 2014 spurgte Jesper Theil Thomsen og hans gymnasieven, om de kunne bygge en højtaler til hendes Roskilde- camp. Det kunne de godt. De havde nemlig bygget højtalere siden 2011, og det ville være rart med lidt ekstra penge inden sommerens fester og festivaler. “Vi tænkte, at hvis vi skulle bygge en, kunne vi lige så godt bygge et par stykker. Så vi lagde en annonce på Den Blå Avis, hvor vi skrev: ’Den spiller pisse højt, holder hele ugen, og hvis der sker noget med den, så kommer vi og fikser den’. Vi troede dybt seriøst, at vi kunne sælge to, måske tre.” Men efter to minutter solgte de den første. Efter en time den næste. Og i ugerne efter fik de over 200 henvendelser. Det fik dem til at tage det mere seriøst, som Jesper Theil Thomsen selv siger, og herefter fulgte en ægte iværksætter-historie, om byggeri i forældrenes garage, masseproduktion på et lille lager i Hørsholm fyldt med toasts og Faxe Kondi og en overvældende kø på Roskilde Festival. Fremtiden så lys ud. Men så begik drengene, hvad Jesper Theil Thomsen kalder “en masse fuck-ups,” der satte sig i ham: “2016 og 2017 var helt ulidelige,” fortæller han om en tid, hvor regningerne ikke blev betalt, før der var inkassovarsel, og hvor han hver måned tvivlede på, om der ville være løn til medarbejderne. “Vi havde taget imod et tocifret millionbeløb fra investorer, og ting var ved at falde sammen rundt om hovedet på os. Maden smagte ikke at noget, og jeg kunne have en samtale uden at være til stede. Det er noiaen, at der er hele perioder, jeg ikke kan huske. Det var sgu ret skræmmende,” forklarer han og fortsætter: “Der var et sindssygt indre pres. Jeg tænkte det som om, at vi skulle løbe et maraton på under to timer, selvom vi aldrig havde løbet et maraton. Det var totalt usundt.” Det var på det tidspunkt, at han fik opkaldet fra sin medarbejder. Og den fik ham til at sætte sig til tasterne: “Kære allesammen, sandheden er, at der er ikke nogen penge, og der kommer ikke til at være nogle penge et stykke tid. Men hvis I bliver, så er jeg sikker på, at vi nok skal løse det i fællesskab,” skrev han. Han var sikker på, at nu var det slut. “Men jeg kom tilbage på kontoret mandagen efter, og der var ro. Det, at jeg åbnede op, gjorde, at det gik fra at være mit problem til, at det var alles udfordring. Så der var ikke krisestemning – alle havde bare snuden i sporet, og alle blev. Og så kom vi ud af det til sidst,” fortæller han. Jesper Theil Thomsen mener, at det medførte en kultur omkring transparens og sårbarhed, hvor skideballer fra ansatte er altafgørende for at bevare Soundboks- ånden. Og så har det lært ham at mærke efter. “Dengang var jeg ikke et menneske, der var særligt god til at vise følelse, eller bare sige ordet ‘føle’,” forklarer Jesper Theil Thomsen, der i dag har en tatovering på sin hånd, der symboliserer: ‘At være noget for alle er ikke at være noget for nogen’. “Det er en påmindelse til mig selv. Jeg er et menneske, der har svært ved at sige nej, men så kan jeg nogle gange komme ud i situationer, hvor jeg har strukket mig selv for tyndt og ender med ikke rigtigt at være noget for nogen,” fortæller han om, hvordan han i dag er opmærksom på at passe på sig selv og Soundboks samtidigt.

“Hey, du skal lytte til min demo – du vil ikke fortryde det,” skrev Amina i en messenger-besked til en agent, hun havde fundet via Facebook. Kort efter sad hun på bagsædet af en bil med rapperen Branco, der fik ret, da han spåede: “Hun bliver kæmpestor.” I dette afsnit af ‘Rejsen’ taler Danijel ‘Drux’ Deletic med sangerinden om på bare et år af brage igennem lydmuren, selvom det som barn virkede som en urealistisk drøm. I dag er svært at komme udenom Amina, men det var anderledes, da hun voksede op: “I wasn’t the shit,” forklarer hun om sin opvækst i Slagelse, hvor hun ikke følte, at hun passede ind. ”Slagelse er en dejlig by. Men det er provinsen, og det går rigtig hurtigt. Hvis der er sket noget kl. 10, så ved alle det 10.30. Det er godt, hvis din datter er kommet ind på en uddannelse, det er ikke så godt, hvis din søn skal i fængsel.” Usikkerheden fulgte med hende, da hun flyttede til Nørrebro, hvor hun stiftede familie. Da forholdet gik i stykker, tog hun resolut en beslutning. Nu var det tid til, at sangdrømmen skulle gå i opfyldelse – også selvom hun samtidig både var studerende og alenemor. Hun betalte en producer for at indspille sin første sang, lavede sange på YouTube-beats og tog chancen. Det viste sig at være en god idé, for på bare et år skabte hun et navn for sig selv og musik med nogle af landets største raptalenter. I januar 2020 udgav hun hittet ‘Winter Season’ med Gilli, og fra den ene dag til den anden – bogstavelig talt – var hun på alles læber. Det var svært at håndtere, så selvom corona lagde en lyddæmper på karrieren, var den alligevel en form for blessing: “Så kunne jeg jo gemme mig bag mundbindet”, griner hun. Siden har hun smidt det mange gange, når hun har indtaget scener i både ind- og udland. Men nerverne har hun ikke helt styr på endnu. “Jeg får nærmest et panikanfald hver gang, inden jeg går på. Men så sker der noget, når jeg kommer på scenen – pludselig er jeg ikke genert og nervøs.” Selvom nerverne stadig sidder uden på dunjakken, er hun klar til fremtiden. Til foråret giver Amina sin første solokoncert. Endelig. “It’s about time,” griner Amina, der har ventet længe på, at drømmen skulle gå i opfyldelse.

Maria Fantino passede ikke ind i folkeskolen. “Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få lige så langt hår som “hende der” eller være lige så populær som “hende der.” Så jeg prøvede at finde et andet fællesskab,” fortæller den populære radiovært på DR-programmet Curlingklubben. I dag har hun over 90.000 følgere på Instagram. Dengang var det ikke så let. Tandsættet stak i alle retninger, ansigtet var fuld af fregner, og hun var lidt “chubby”, som hun selv siger. Derfor lagde hun en plan: “Udseendesmæssigt begyndte det at gå helt galt. Og så tror jeg bare, at jeg lagde en strategi; jeg kunne lige så godt bare være hende ‘den grimme’, men som var sjov eller weird.” I en periode bar hun konstant rundt på et leksikon. Så gik hun helt vildt op i først astronomi og så hundes rettigheder. Herefter fulgte en, hvad hun kalder “forfærdelig periode,” hvor hun sammen med en anden pige sang sange om, hvor seje mordere var. Og helt frem til niende var hun emo med touperet hår og eyeliner. “Det fede ved at være emo er, at hvis du får håret, kan lide musikken og køber tøjet, så er du med,” fortæller hun om endelig at finde et fællesskab. Som voksen er det altafgørende for hende, at være den ven i radioen, hun ikke selv havde, da hun voksede op. Derfor tager hun og medvært Christian Bonde emner op, som forsikrer deres lyttere om, at de ikke er alene. “Jeg har ikke selv haft det program, som jeg kunne lytte til eller se på, da jeg var yngre. Så jeg tænkte, at så må jeg selv give dem det. Og det, at de så giver mig svar tilbage, det er min form for terapi. Så bliver jeg bekræftet i, at det ikke bare er mig, der er skør,” fortæller hun. Derfor gør det indtryk, hver gang hun modtager en DM eller bliver trukket til side for at tage en selfie med en fan. “Jeg var i byen i weekenden, og så var der en, der hiver fat i mig og siger “dit program har fået mig ud af en depression,“ og så danser hun videre. Det er fuldstændig vanvittigt og helt fantastisk at få at vide,” smiler hun. I dette afsnit af Rejsen taler Maria Fantino med vært Daniel ‘Drux’ Deletic om at være en outsider, der pludselig fitter in, og om at være den rollemodel, hun selv manglede.

Da Pernille Harder voksede op i Thulstrup, en lille by tæt ved Ikast, kunne hun kun spille på et passende niveau, hvis hun trænede med drengeholdet. “Jeg er vokset op med, at kvindefodbolden ikke var specielt respekteret eller anerkendt,” fortæller hun. “Da jeg var yngre var det en drøm at være med til at ændre synet på kvindefodbold. Og jeg er stolt af, at jeg gennem min performance har været med til det.” Pernille Harder begyndte at spille fodbold som femårig. Og hun har altid været villig til at løbe den ekstra meter. “Når vi har fået løbeprogrammer fra klubben, så gør jeg altid lidt mere, end der står. Så ved jeg, at jeg gør mere end mine holdkammerater.” Hun fik tidligt i karrieren tilknyttet en mentaltræner og lagde en god plan for, hvordan hun skulle nå sine fodboldmål. En strategi, der har vist sig at give pote. I 2009 spillede hun sig på landsholdet, og i sin debutkamp gjorde hun opmærksom på sit talent, da hun scorede tre mål i kampen, der endte 15-0 til Danmark. I september i år scorede hun sit 66. landsholdsmål og er dermed den mest scorende danske landsholdspiller overhovedet. Gennem karrieren har hun spillet i Sverige, Tyskland og nu England, hvor hun er angriber for Chelsea. Her spiller hun på samme hold som sin kæreste Magdalena Eriksson, som hun mødte, da de begge spillede for Lindköping F.C. Parret skabte stor opmærksomhed, da et billede af deres kys efter en kamp gik viralt. “Pludselig blev vi forbilleder for mennesker i lande, hvor det ikke var bredt accepteret at være sammen med en af samme køn. Ved at jeg er åben omkring det, kan det måske ændre noget for dem og give dem håb,” fortæller hun. Harder er stolt af, hvad hun har præsteret – både på og uden for banen. Et klart højdepunkt for hende var, da hun sammen med landsholdet vendte hjem med søl, ved i EM 2017 til en fuld, hujende Rådhusplads: “Det var virkelig stort at få den respekt og anerkendelse,” husker hun, og fortæller videre om den kamp, hun har kæmpet og bliver ved med at kæmpe for kvindefodbolden. Tankerne kan du høre hende fortælle til vært Danijel ‘Drux’ Deletic i afsnittet her.