Gemmer der sig et særligt potentiale i at genoptage en 4.000 år gammel kulturel tatoveringspraksis? Og hvilke udfordringer kan der være ved at bringe fortidens praksisser ind i nutidens samfund? Efter 12 år med hovedet nede i bøgerne og inuit under nålen står en ting særligt klart for Maya: Vestens individualiseringsprojekt er det største benspænd for hendes arbejde med at tatovere.

I inuitkulturen er det både kvinden, der tatoverer og bliver tatoveret. Og så har kvinden også en helt særlig spirituel og kraftfuld rolle - for eksempel har hun evnen til at bringe ånder til live gennem fødslen. Kvinder udgør på mange måder fundamentet i Mayas arbejde, og her står én kvinde særligt frem: Mayas egen mor, Katrine.

Inuittatovering er en spirituel praksis. Tatoveringsmønstrene spiller nemlig en helt særlig rolle, når det kommer til dødstabuer, hævn og overlevelse i den barske, grønlandske natur. De forbinder inuit til deres formødre og forfædre, og så beskytter de mod åndernes hævngerrighed.

Under Mayas nål har inuittatoveringerne fundet deres vej tilbage efter flere hundrede år i dvale. Men hvad skete der egentlig med tatoveringerne og den 4000 år gamle praksis, da danskerne ankom til Grønland, og koloniseringen tog fat?