Facebook Pixel
Rejsen

Emilie Lilja: “Dine følgere kan du ikke tage røven på”

“Der er mange, der kalder instagram for ‘den falske virkelighed’. Det synes jeg er enormt forkert. For mig er der ikke noget uægte ved det, jeg lægger op. Det kan godt være, at jeg ikke snakker om private familiesygdomme, men det gør det, som kommer op, uægte,” fortæller Emilie Lilja om sit arbejde som influencer.

For hende er det altafgørende, at hun kan stå inde for alt, hun beskæftiger sig med, og at det gør hende glad. For tidligere i sit liv lærte hun på den hårde måde, at man aldrig selv bliver glad, hvis man konstant prøver at leve op til andres forventninger. Det fortæller hun om i dette afsnit af ‘Rejsen’.

Emilie Lilja kalder sig selv en ‘bøv var Ballerup’, der droppede skolen, da hun fandt ud af, hvor sjovt det var at gå i byen, og hendes model-karriere begyndte at tag fart. Som 19-årig flyttede hun over Atlanten med sin kæreste og begyndte at blogge om livet som blogger i New York, hvor hun ønskede at inspirere alle, der fulgte med. Men det viste sig ikke at være så glamourøst, som hendes følgere måske kunne se og læse om.

“Det var en virkelig, virkelig hård tid, fordi jeg udviklede en spiseforstyrrelse,” fortæller hun og fortsætter: “Det var ikke fordi, at min karriere som model boomede helt vildt derovre. Jeg gik til rigtig mange castings hver dag, hvor jeg kom ind, og så stod der 200 piger, der lignede mig. Og hvad fuck skal du gøre, for chancen for, at de vælger dig er minimal.”

For at skille sig ud begyndte Emilie Lilja at gå lange ture løbetræne, dyrke bikramyoga og altid sørge for at spise færre kalorier, end hun forbrændte.

“Det var bare sådan et helt sygt regnskab, jeg havde for mig selv. Der var ikke nogen, der havde bedt mig om at tabe mig, og mine venner vidst ikke, hvad jeg havde gang i, selvom de godt kunne se, at jeg tabte mig. Det blev langsomt en latterligt besættelse,” fortæller hun om at forsøge at leve op til forestillingerne om at være en god kæreste og have det fede liv på sociale medier.

“I dag, når tænker tilbage på, hvordan jeg havde det i New York, så havde jeg det faktisk virkelig forfærdeligt,” fortæller hun.

Det gik op for hende, da hendes manager kom til New York og blev chokeret over vægttabet.

“Det dér, det er ikke et godt look!,” husker hun, at han sagde, og det blev starten på en ny tilgang til livet.

Emilie Lilja blev single og arbejdede langsomt henimod at være ligeglad med andres mening.

“Efter min kæreste og jeg gik fra hinanden derovre, boede jeg alene. Der lærte jeg en rigtig positiv ting; at være alene og være glad i mit eget selskab. Det har jeg virkelig sat pris på,” fortæller hun om i dag at have sig selv med i alt, hun laver.

“Det er meget vigtigt for mig ikke at gå på kompromis med, hvem jeg selv er - for jeg er netop enormt tilbøjeligt til at gøre det. Selvom jeg er meget zero fucks og no bullshit, så er jeg også meget en type, der gerne vil gøre rigtig meget og være der for andre mennesker, og det kan ikke altid,” fortæller hun.

Derfor er hun i dag meget opmærksom på kun at bruge sin tid på ting, hun brænder for, og hun indgår kun samarbejder med brands, som hun kan stå inde for. Et eksempel er børne-ungekrisecenteret Joannahuset, som hun er ambassadør for, og som hun er stolt af at arbejde for.

“De fleste børn i Joannahuset kommer bare med en plastikpose med en t-shirt og et par sko, fordi de enten har skullet hurtigt ud af hjemmet eller ikke har mere tøj. Så sidste jul ringede jeg til en kontakt og sagde, at hvis de havde bare en smule tøj, så måtte hun endelig sige til, og hun sendte med det samme to kæmpe kasser. Børnene gik helt amok,” husker hun.

“Der gik jeg hjem og tænkte ‘Okay, det kan godt være, at folk synes, at influencere bare er nogle klamme røvhuller, som bare tjener penge på at stå og sige, at hudprodukter er fede. Men hvis alt det, jeg har gjort som influencer i så mange år har kunnet afføde, at nogle børn fik noget tøj, så er jeg faktisk pisse ligeglad med, hvad andre siger,” konstaterer hun.

”Jeg ved godt, at der er mange, der synes jeg, det er lort, det jeg laver, men man kan ikke gøre alle glade jo.”

Og det er hun egentligt også ligeglad med. For Emilie Lilja handler det om at leve selvkærligt og autentisk - og inspirere andre til at gøre det samme.


Vært: Danijel 'Drux' Deletic
Producer: Camilla Sager
Redaktør: Emil Norsker
Rejsen

Kategorier

Spelar inte