Mange kender følelsen af at være drænet efter familiebesøg, og der er faktisk et ord for det fænomen; familiejetlag.
Ét er, at vi efter et langt familiebesøg måske er kommet ud af vores vante rutiner og bare generelt er trætte. Noget andet er når vi føler os følelsesmæssigt udmattede. Hvorfor sker det? Og hvad kan vi gøre, så vi ikke ender med at udmatte os selv med pligtbesøg hos familien, men på den anden side heller ikke glemmer betydningen af familie og af at samles til højtider og mærkedage?
Lyt med herunder, hvor jeg svarer på Jannies spørgsmål (som du kan læse længere nede) og kommer omkring følgende:
Jungs begreb "individuation" og hvad det vil sige at blive os selv
Hvorfor det ikke er meningen, vi skal gøre præcis det samme som vores forældre
Hvorfor familiebesøg drives af pligt og ikke af lyst, når der mangler frihed
At vi ikke kan forvente, at vores børn skal udfylde vores behov for besøg og for selskab - især ikke når de er unge
At 20'erne og 30'erne er et naturligt tidspunkt at løsrive sig fra familien, og at føle, at "man" bør besøge familien hele tiden kan stå i vejen for ens eget liv
At det at blive os selv ikke handler om at blive egoistiske, men netop betyder, at vi bliver den bedste version af os selv og beskytter vores familierelationer i det lange løb
Spørgsmål du kan stille dig selv om din familie, som giver et praj om, om der er plads til at være dig selv
Jeg fortæller lidt om, da jeg var til Diamantbryllup for nylig og om slægtens betydning og om, at jeg har nemmere ved at være mig selv i familiesammenhænge som nu 45-årig
Et citat fra en følger på Instagram: "Man skal give sine børn frihed - så kommer de af sig selv".
Og andet....
Læs spørgsmålet fra Jannie her: Jeg har svært ved at hvile i min beslutning om at skrue ned for familiebesøg
Hej Birgitte
I forbindelse med en øvelse i RO om min ideelle hverdag, er det blevet tydeligt for mig, at jeg bebrejder mig selv omkring min familiesituation. Jeg er flyttet fra den ene ende af Jylland og næsten til den anden for 7 år siden, og har derfor nu langt hjem til min familie, når de skal besøges. Jeg er 31, bor med min mand, jeg har kendt en del år, vi har ikke børn, men det planlægger vi at få på et tidspunkt.
Jeg er glad for mit job, og jeg nyder ikke længere at bo i samme område, hvor jeg voksede op. Under mit stressforløb blev jeg klar over, at jeg besøgte dem for meget ift. mine egne behov og energiniveau og gik glip af andre ting, som jeg hellere ville . Det er som om, jeg under mit stressforløb er vågnet op og har erkendt, jeg ikke har levet efter mine egne værdier men mere efter min families. Min måde at tænke på har flyttet sig noget fra mine forældres og øvrige families mindset. Derfor har jeg det seneste 1,5 år taget mindre hjem til dem, men jeg har svært ved at "affinde" mig med beslutningen. Ikke fordi jeg er i tvivl om, at det er det rigtige for mig. Men fordi mine forældre stadig ønsker, at jeg kommer mere hjem og er der til alle fødselsdage, helligdags-sammenkomster og "vigtige/store" begivenheder, fordi det er noget, de synes man skal prioritere.
Ofte er jeg meget drænet, når vi har været hjemme på weekend og det har ikke givet mig energi, men været en pligt og jeg har haft en følelse af ikke at passe ind. Alligevel er det svært at skrue ned for besøgene, og jeg har svært ved at hvile i min beslutning. Så jeg går og bebrejder mig selv med skam og et ønske om, at jeg burde have lyst til at tage mere hjem og "burde lave om på mig selv". Har du et godt råd eller værktøj til, at få mig selv til at acceptere/hvile i min beslutning, uden at gå med tankemylder og selvbebrejdelse omkring det?
Mange hilsner og tak for en god podcast, som jeg har kunnet bruge under min sygemelding og gennem min genoptræning til at komme tilbage til hverdagen.
Jannie
Blev du inspireret af denne episode, så tjek også følgende ud:
Hvad du kan gøre, når en familiesituation holder dig vågen om natten
Frej Prahl om den sunde vrede i familien
10 gode råd til børneopdragelse, der giver mere åbne, glade og robuste børn
